Energi Industrien og Risø indbyder til konferencen "Mere vedvarende energi i elproduktion og transport - en udfordring for fremtidens energisystemer og nye muligheder for danske virksomheder"
Konferencen afholdes den 20. november 2006 i Eigtveds Pakhus i København.
Ved åbningen af Folketinget den 3.oktober 2006 meldte statsminister Anders Fogh Rasmussen ud med en energipolitisk vision om at sikre Danmark en fremtidig selvforsyning med miljørigtig energi. Det skal ske ved at satse på vedvarende energi, der kan udvikles med brug af markedsmekanismer, øget effektivitet, biobrændsel mv. til elsystemet og transportsektoren samt øget FoU. Herunder gennemførelse af demonstrationsprojekter for nye, vedvarende energiteknologier og udnyttelse af partnerskaber mellem offentlige og private virksomheder.
Risø og Energi Industrien tager statsministeren på ordet og arrangerer den 20. november et møde om, hvordan vi får mere vedvarende energi ind i elproduktion og transport, og hvilke nye muligheder og udfordringer det giver politikere, virksomheder, investorer og forskningsinstitutioner. Gå ikke glip af denne mulighed for at præge starten på en ny energiteknologisk æra i Danmark.
Potentialet for vedvarende energi er ganske betydeligt. Det stigende fokus på forsyningssikkerhed, klimaforandringer og øget global velstandsfremgang trækker i retning af et stigende globalt behov for vedvarende energiteknologier og -løsninger. Men øget anvendelse af vedvarende energi kræver også handling. Vedvarende energikilder kan bidrage væsentligt mere til den globale energiforsyning på længere sigt. Derfor er vi nødt til at satse allerede nu på øget FoU, på demonstrationsprojekter og på at afdække de politiske ambitioner for vedvarende energi. I denne sammenhæng har Danmark en enestående mulighed for at cementere og udbygge sin position i en ledende rolle for denne udvikling.
På mødet lanceres Risø Energy Report 5 med titlen ”Renewable energy for power and transport”. Derefter vil der være indlæg fra virksomheder og investorer i energibranchen, og dagen afsluttes med en paneldiskussion med deltagelse af en række medlemmer af Folketingets Energipolitiske Udvalg.
Yderligere information:
Chefkonsulent Leif Sønderberg, telefon 46774021, leif.sonderberg@risoe.dk
|