21.09.2006

Stor EU-bevilling vil betyde kvantespring for brændselscelleteknologien

Det er netop blevet offentliggjort at Topsøe Fuel Cell (TOFC) og deres finske partner Wärtsilä har fået en bevilling fra EUs LIFE-program på 4,8 millioner Euro. Projektet er kommet i stand fordi chefen for brændselscelleafdelingen på Risø, Søren Linderoth, sammen med medarbejdere fra Miljøministeriet fandt frem til muligheden for at ansøge LIFE til dette formål.

Pengene skal bruges til at bygge TOFC’s nye fabrik i Danmark. Her vil der årligt blive fremstillet 150.000 - 200.000 SOFC brændselsceller og 2.000 stakke, hvilket er 15 gange mere end man kan producere i øjeblikket. TOFCs finske partner Wärtsilä skal samtidig anlægge en 50 kW testenhed som kan demonstrere brændselsceller med bio-methanol som brændstof.

TOFC forventer med denne nye fabrik at kunne nå frem til markant reducerede produktionsomkostninger, og dermed at bane vejen for en egentlig markedsføring af den miljøvenlige teknologi.

”Det er et stort øjeblik for os der i mange år har arbejdet med brændselsceller. Nu er vores forskning meget tæt på at nå helt ud i virkeligheden,” siger Søren Linderoth.

Læs pressemeddelelse fra Topsøe Fuel Cell http://www.topsoefuelcell.com/ under punktet News (engelsk).

Yderligere information 
Afdelingschef Søren Linderoth, telefon 4677 5797, soren.linderoth@risoe.dk

Page updated  23.07.2008