Danmark er med i det internationale førerfelt når det gælder energiteknologi, og med vindmølleindustrien som storsælger udgjorde den danske eksport af energiteknologi syv procent af den samlede eksport i 2004. Læs i RisøNyt nummer 1 2006 om de energiteknologier som kan blive Danmarks næste store milliardindustri.
Brændselsceller - det næste industrieventyr
Efter mange års forskning i brændselsceller er Risø og Topsøe Fuel Cell A/S (TOFC) tæt på det kommercielle gennembrud, og teknologien har potentialet til at blive Danmarks næste store milliardindustri inden for energi. Brændselscelleanlæg til parcelhuse, små brændselscelleenheder der producerer strøm til fx lastbiler, og større anlæg til fx hospitaler og banker er de nicheområder Risø og TOFC i første omgang satser på. Her forventer Risø de første kommercielle muligheder inden for fem år.
Biosprit skal blive konkurrencedygtig
Biobenzinen er allerede på det danske marked. Et af de store benzinselskaber tilsætter fem procent importeret biosprit til noget af deres benzin. Risø har teknologien til at producere dansk biosprit, men der kræves stadig forskning for at kunne konkurrere med benzinpriserne. På Fyn ligger Danmarks første bioraffinaderi i tilknytning til et kraftværk. Her forsker Risø sammen med Elsam, KVL og Sicco A/S i at kombinere produktionen af biosprit med udvindingen af andre nyttige stoffer fra planter, fx medicin, bioplast, biokompositter eller gødning. På den måde håber man at kunne gøre produktionen af biosprit konkurrencedygtig.
Fremtidens vindmøller er enorme
Kæmpevindmøller med en vingelængde på over 100 skal fastholde Danmarks internationale førerposition på det globale marked for vindmøller. Risø er leder at et stort EU-projekt der skal udvikle designgrundlaget for fremtidens kæmpevindmøller med en vingelængde på 100 til 125 m, en højde på 150 – 250 m og en effekt på 20 MW. De største møller i dag har en vingelængde på ca. 40 m og en effekt på 3 MW. Læs mere om Danmarks mulighed for at beholde den internationale førertrøje inden for energiteknologi i RisøNyt nummer 1 2006
Yderligere information: Redaktør Leif Sønderberg, telefon 4677 4021, leif.sonderberg@risoe.dk Brændselsceller: Søren Linderoth, telefon 4677 5797, soren.linderoth@risoe.dk Biosprti: Erik Steen Jensene, telefon 4677 4108, erik.s.jensen@risoe.dk Vindmøller: Peter Hjuler Jensen, telefon 4677 5037, peter.hjuler@risoe.dk |