05.05.2006

Ny afdelingschef for ny afdeling på Risø

 

Den 47-årige civilingeniør Søren Linderoth er udnævnt til afdelingschef for en ny forskningsafdeling på Risø, Afdelingen for Brændselsceller og Faststofkemi. Afdelingens centrale projekt er udvikling af de såkaldte SOFC-brændselsceller i samarbejde med Topsoe Fuel Cell A/S. SOFC brændselsceller vil inden for de næste 10 år blive en vigtig energiteknologi til miljøvenlig og effektiv fremstilling af elektricitet.
Søren Linderoth er uddannet civilingeniør med en ph.d.-grad i materialefysik. Han kom til Risø i 1992, hvor han deltog i forskningsprojekter inden for nanoteknologi. Et område han gennem en 5-årig postdoc ansættelse havde dyrket på DTU.

Produktionslinje for brændselsceller

På Risø kom Søren Linderoth hurtigt ind i arbejdet med brændselsceller og blev i 2001 programleder for Risøs forskning i brændselsceller. En af hans første opgaver var at forhandle en aftale på plads med Haldor Topsøe A/S, som siden har været Risøs store, faste samarbejdspartner på feltet. I 2006 er denne aftale netop blevet forlænget med en ny femårig periode. I 2007 planlægger Topsoe Fuel Cell A/S at etablere en produktionslinie til at opnå produktion i fuld kommerciel skala i løbet af nogle år. Der er aftalt budgetter for de første tre år som vil muliggøre en samlet indsats i den Risøs nye Afdeling for Brændselsceller og Faststofkemi på et niveau svarende til 50 årsværk pr. år.

Fremstilling af brint med strøm fra vindmøller

Ud over SOFC brændselsceller er afdelingen engageret i udvikling af elektrolyseprocesser til fremstilling af brint og syntesegas ved brug af strøm fra vindmøller. Et andet område den nye afdeling beskæftiger sig med er iltmembraner, dvs. elektroder der kan skille ilt fra atmosfærisk luft. Det er der behov for i fx forgasningsanlæg, der drives mest rationelt med ren ilt.

Røggasrensning

Røggasrensning for at fjerne sod og NOx fra dieselbiler hører ligeledes med til afdelingens arbejdsfelter. Det foregår nu gennem et forskningsrådsprojekt sammen med virksomheden Dinex, som har specialiseret sig i røggasrensning til lastbiler.

Magnetiske køleanlæg og plastfyldninger

Endelig arbejder afdelingen med ny teknologi til magnetiske køleanlæg, der forventes at blive et energieffektivt alternativ til dagens traditionelle køleteknik. I en helt anden boldgade er afdelingen med i udviklingen af en ny slags plasttandfyldinger der ikke skrumper, et udviklingsarbejde der foregår for opstartsvirksomheden Dentofit A/S. Søren Linderoth er en af opfinderne til de nye plastfyldninger.

Yderligere oplysninger:
Afdelingschef Søren Linderoth, tlf.: 4677 5797, soren.linderoth@risoe.dk
Konstitueret vicedirektør Lisbeth Grønberg, telefon 4677 4608, lisbeth.groenberg@risoe.dk.

Page updated  30.10.2007