Ifølge Mandag Morgen er danskerne positivt stemt overfor mere grøn benzin i den danske bilpark. Grøn benzin er det populære navn for miljøvenligt brændstof til biler produceret fra planter, som kan være olie eller sprit – biodiesel eller biosprit.
En af vejene til at gøre produktionen af grøn benzin mere konkurrencedygtig er at kombinere produktionen med udnyttelsen af andre nyttige stoffer i planter. Det er kongstanken bag Risøs forskning i andengenerationsteknologier til produktion af biobrændsel. I samarbejde med Elsam, Sicco A/S og Den Kgl. Veterinær og Landbohøjskole arbejder Risø med at udvikle det såkaldte bioraffinaderikoncept. ”I bioraffinaderiet arbejder vi på at udnytte de forskellige stoffer i planterne til det, de er bedst egnet til. Samtidig med at man producerer biosprit til bilerne, kan biopolymerer anvendes til fremstilling af bioplast, plantefibre til lette og stærke materialer til bilindustrien, planteolier til smøreolie osv. Andre stoffer kan bruges som lim i fremstilling af materialer, og overskuddet fra produktionen kan så bruges som foder. Der er mange muligheder”, fortæller Erik Steen Jensen, programleder på Risø. Desuden er det mest optimalt hvis bioraffinaderiet bygges i tilslutning til et kraftværk. På den måde udnyttes overskudsvarmen fra værket samtidig med at dele fra biomasseprocessen, der ikke kan udnyttes til andre produkter, kan blive til varme og el.
Projektet hedder IBUS (Integrated Biomass Utillization System) og fokuserer i øjeblikket på at producere biosprit samtidig med produktionen af foder og lim. På sigt håber forskerne på også at inddrage produktionen af plast og plantefiber til kompositmaterialer.
Læs mere om forskningen i Bioenergi i: RisøNyt nr. 4, 2003 Risø Energy Report 2 –New and Emerging Bioenergy Technologies (pdf)
Læs mere om IBUS http://www.bioethanol.info/ Læs mere om Risø forskning i udnyttelsen af biomasse til energi og materialer
Yderligere information: Programleder Erik Steen Jensen, tlf.: 4677 4108. erik.s.jensen@risoe.dk |