Tusindvis af satellitbilleder optaget under Galathea 3’s verdensomsejling skal komme skoler, offentligheden og forskere til gode i form af et levende billedatlas fra jordomsejlingen.
Det er formålet med projektet 'Satellite Eye for Galathea 3’ der netop har modtaget cirka 3.9 mio. kr. fra Egmont Fonden. Projektet koordineres af Risø og vil resultere i en enestående ”fotodokumentation” af jordomsejlingen med udnyttelse af den nyeste satellit teknologi. Forskerne vil bruge satellitbilleder fra ESA’s satellit Envisat, men også via andre satellitter vil de følge stort set alt på Galathea 3’s rute: Havtemperaturer, havis, vindforhold, algevækst, bølger og vandstanden i havet. Nær kysterne vil de også følge aflejringer af sand og mudder, hvad landområderne bruges til, hvor meget vegetation der er, hvordan byerne udvikler sig, skovbrande, støvstorme og meget andet. Desuden vil online billeder under selve togtet løbende vise hvor skibet befinder sig.
Et levende atlas Resultaterne vil blive bearbejdet og præsenteret, så de kan udnyttes i undervisningen i skoler og gymnasier, til oplysning af offentligheden og af forskere, bl.a. i form af et levende atlas og som bog.
Projektets deltagere Ud over Risø deltager Ørsted-DTU, DMI, Niels Bohr Institut og Geografisk Institut begge ved Københavns Universitet, Eduspace ved ESA og det Europæiske Rumagentur. Dataene bliver i øvrigt indsamlet i et nært samarbejde med de mange projekter ombord på ekspeditionens skib Vædderen. Seniorforsker Charlotte Bay Hasager fra Risøs Afdeling for Vindenergi koordinerer projektet.
Flere oplysninger: Charlotte Bay Hasager, Risø, telefon 4677 5014, charlotte.hasager@risoe.dk. |